onsdag den 25. maj 2011

Aarhus og en flødepram


Aarhus, du er sgu sød, men der er noget vi skal snakke om. Da jeg forlod dig i januar var det pludseligt. Det var ikke hundrede procent gennemtænkt og som alle vigtige beslutninger var det ikke resultatet af et logisk ræssonement.
Men plasteret blev hevet af i ét drag, og nu er jeg glad for København. At se dig igen i denne weekend var, well, det er det vi skal snakke om, for jeg er bekymret.
Én ting er din nye, mystiske Olafur Eliason homo-glorie som du har smidt på toppen af Aros. Den er altså ikke køn, men jeg forstår - du vil gerne være kulturby i 2017. Og i den henseende er glorien helt perfekt. 
Men for os som nogen gange synes, at meget af det, der er kunst, er glorificeret fesenhed, er den glorie altså lidt problematisk. At krone kunsten på den måde gør den til Danmarks utvivlsomt største sarkasmehat. Og det tror jeg egentlig ikke var meningen.
Ting nummer to som forvirrer mig er den der sightseeing-bus du har fået. Hop-on hop-off service i en by på størrelse med Aarhus?! Tjaeh, tjoeh, måske er det godt for folk, som ikke kan finde vej.
Det lykkedes mig sgu at rekvirere en brochure for denne fabelagtige bus tour. I den lærte jeg at man kan vælge mellem en city-tour og en castle-tour. Og selvom man kan argumentere for at der en city, komme man slemt i bekneb, når man prøver at finde et slot i Aarhus. 
Marselisborg er altså ikke et slot. Den holder ikke.
Det ville jeg bare lige sige, så vi har rene linjer. 
Jeg vil dog til gengæld gerne oprigtigt komplimentere for at det er lykkedes at få så mange cruiseships til at ankre op i Aarhus. Det er sgu fint. For fanden et flot lifligt forarbejdet metal jeg var nede og kigge på i silende regnvejr søndag.
Men det er jo ikke bare at skibet er så stort. Jeg elsker simpelthen at det er i orden at stå og vinke som en tosse, når skibe sejler. Man behøver ikke engang kende folk! Det er så fint! Og så må man ovenikøbet lade som man ved en fløjtende fis om maritime julelege. #win.
Det var, kan man vel godt tillade sig at sige, lidt af en flødepram.
Jeg glæder mig allerede til at komme til Aarhus igen.
Husk i øvrigt at følge kravn111 på twitter - det gør alle de seje sgu.

søndag den 22. maj 2011

Jan(t)eloven.


Bedst som man sidder der, ved en kammerats fjernsyn, drikker en øl og leder efter lejligheder, som man alligevel ikke har råd til, sker det.
Endnu en talentløs, småbuttet, Erann DD-hørende provinsdesigner - lad os kalde hende Jane - beslutter at hun er lænket af janteloven, og tager til udlandet, for at søge lykken. 
For der værdsætter man kunst. Der forstår man hvorfor hendes kjoler af laks, er bomben. Der rynker ingen på næsen af en hat af brocolli. 
Hun kommer til at være en gud blandt dødelige.
Og lad os få det på det rene - jeg håber hun har ret. Jeg synes det er skønt at hun brænder for noget, og jeg vil ikke selv gå i tøj af laks, men for filan, jeg vil ikke engang spise fisk, så jeg er nok bare heller ikke målgruppen.
Men det, der undrer mig. Det der virkelig får mig op af stolen hver gang jeg ser det her, er at jeg har altså aldrig set den der jantelov. Jeg har hørt om den, sandeligt, men set den. Det har jeg endnu ikke.
Derfor tænker jeg, om det måske bare er mig, der sidder med en spirende fornemmelse af at idéen om jantelov, har en social funktion, der er helt anderledes end det, som lige umiddelbart bliver lagt for dagen.
Men først lige to logiske mellemregninger:
1) Den findes. Janteloven altså. Det gør den, om ikke andet fordi vi snakker om den. Vi refererer til den og til tider - som Jane - reagerer vi på den. Noget, der ikke er, kan ikke udøve indflydelse på os. Det tror jeg i hvert fald ikke (selvom jeg ikke lige på stående fod ville satse en sunlolly-is på at jeg kunne bevise det).

2) Alle tankekonstruktioner, begreber og generelt materielt udfordrede ting tjener et formål. Intet ville eksisterer henover en akse af tid, hvis det var ligegyldigt. Tid er det eneste rigtige kvalitetsstempel af idéer, tanker og begreber der findes.
(Vend lige den en gang i baghovedet, hvis du er kamp-atheist)
Godt, så.
Den normale forståelse af janteloven er at det er en social konstruktion, der tilsigter at holde Jane nede, således at hun ikke bliver kulhøgen, og begynder at designe føromtalte kjoler af laks. Det er for at sikre homogeniseringen af en population.
Fint nok. Men når nu hele populationen råber, skriger og interviewer hinanden i TV om hvor meget der er brug for at finde på. Så er det da ærlig talt en lidt sær opførsel.
Kunne det tænkes at det hele måske handlede om at ingen gad have en kjole af laks. At produktet var noget møg, og at folk i virkeligheden prøver at hjælpe med deres ærlighed.
Og hvis du endelig tror så meget på det, så er det da fløjtende fjollet at stoppe sit skæg, bare fordi de bliver lidt lange i bærret.
Der er mange der ikke kan forstå andres visioner. Det gør dem ikke dårlige. Det er faktisk, kunne man argumentere for, deraf behovet for kunst opstår. 
For nogen ting er bare pisse svære at forklare.
Men jeg gider ikke høre Jane pive over at andre holder hende nede. Ikke nikke nej. 
Janteloven er bare noget talentløse mennesker påkalder sig, for at undskylde deres fiaskoer. Og det er noget hø.
Alle har fiaskoer. I hvert fald alle der leger lidt med livet, mens de alligevel tuller rundt og eksisterer. 
Det er ok. Det er fint. Det er der man lærer.
Men at finde på et begreb, så man kan tilskrive andre mennesker dårlige motiver, og undgå at lære af livet, når man har muligheden. Det er sq for povert.
Og det kan vi jo så passende kalde Janeloven.

torsdag den 19. maj 2011

At starte et firma og nye Sun-Lolly varianter


Af ganske uransaglige årsager har verden spillet kortene ud således at det er blevet nødvendigt for mig at starte mit eget firma. Og det er fint. Jeg har altid været mand for at sætte pris på en selvopfundet, munter titel. Denne gang - efter munter sparring med @camlarsch på twitter - bliver det formentlig Big Kahuna, selvom det næsten glemte ‘høvding’ også var en stærk nummer to - specielt fordi der bare er gode branding muligheder i fjer, mohawks og fredspiber.
Men i blank erkendelse af at jeg, som de fleste andre, ligner en tosse, når jeg er iklædt fjer, må jeg melde pas på den indianervogn.
Nå men, at starte et firma er vanvittigt simpelt. Man skal sådan set bare udfylde et skema hos Erhvervs- og Selskabstyrelsen, og vupti, så har man et firma. Fedt nok. Det bliver lidt sværere herfra.
For i forsøgene på at udfylde det infernalske spørgeskema, skal man tage stilling til fuldstændig uvedkommende ting, som ‘hvad har du tænkt dig at lave’* og andre spørgsmål fra samme klichéskuffe. 
Det synes jeg ærlig talt er lidt meget at skulle svare på sådan lige fra starten. 
Jeg føler ikke helt at der finder en branchekode som helt præcist beskriver den form for naturens-muntre-søn-møder-privat-erhvervs-liv-firma som jeg har drømt om.
“Kunstnerisk skaben” kom dog tæt på. Så, bum, sådan er det.
I dag blev jeg så ringet op af en virkelig sød dame fra Erhvervs og Selskabsstyrelsen, der gerne ville høre hvad jeg mente med det. Jeg forklarede at jeg havde tænkt mig at  foretage freelance journalistisk virksomhed, og hun - kunne jeg rent faktisk høre i telefonrøret - rynkede panden.
Og det er sq da alligevel lidt af en evne at have. Sådan at kunne rynke panden, så jeg bliver klar over det uden at kunne se pigebarnet. Hende gad jeg godt møde.
Nå, men så takkede jeg mange gange for at snakken, hvilket hun vidst ikke havde prøvet før. Hun grinede i hvert fald noget af mig. Akkeja.
Så var første mine første bambi-på-is-skridt ud på erhvervsmarkedet ligesom taget. Og i den generelle tynd-is-stemnings ånd, besluttede jeg at fejre. Det skal man nemlig huske. At fejre ting.
Og så sker det grumme.
Der er kommet nye Sun Lolly varianter. Og jeg elsker Sun Lolly, så at der er kommet nye i familien, det er da bare prima. Helt i orden. Top dollar.
Men så kigger man nærmere, og det er der, man ser det. De to nye smager af henholdsvis karamel-mint og chili-cola. KARAMEL-MINT og CHILI-COLA!
Meget har jeg fundet mig i, i alle disse år. Men nu går det sq for vidt.
Og så vil jeg slutte dette indlæg, ved at tegne et billede:
I min fryser. Inde bag Irmas frosne grøntsagsmix med for mange ærter, og lige ved siden af en slatten bunke af de der skive skårne kartofler, man har opfundet, så det ikke er så barnligt at spise pomfritter, ligger nogen Caramel-mint is. 
Og i morgen skal jeg prøve lykken.
Forvent en del twitter-aktivitet på den konto.
Find mig i øvrigt på twitter, hvor jeg hedder kravn111. Så er du sejere end valgkampen.

torsdag den 5. maj 2011

Panik og et billede af to flodheste, der keder sig i en sø


Der er bøger. Der er gode bøger, og så er der de bøger som er så gode, så levende og vedkommende, at de ændrer liv.
For mig, der i perioder er en intensiv læser, har der været flere. Jeg har nydt Andre Gidés The counterfeiters, og jeg var blændende underholdt af Carsten Jensens, Vi, de druknede. Jeg nød Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed, men derfor blev den aldrig helt så gennemført og maskulint-intellektuel som Alexander Solsjenitsyns I den første kreds.
Men det laver bare ikke om på, at de muntreste tanker, den mest spurtende, farverige og legesyge fortælling er, og bliver The hitchhikers guide to the galaxy. Navnet på denne blog er også direkte inspireret deraf. 
Det jeg ville var at antyde en munter sandhed* om panik, og ikke panik. U-panik, om man vil.
Jeg har et billede på min væg. På det er der to flodheste, og det ser ud som herunder:

Det billede, blev afsættet for forfatteren Douglas Adams, da han slog ind på den livsstil, der gjorde ham til den blændende forfatter han var.
Den muntre historier er at Douglas sidder med kammeraten Michael ‘Nez’ Nesmith, der er semi-kendt for at være den seje texaner i The Monkees, (og hvis mor opfandt slettelakken), på en veranda i Santa Fe, da han pludselig snakker om ovenstående tegning, der mere end noget andet, lod ham omfavne det surrealistiske, og tage springet ud i munterheden. Lod ham omfavne panikken as it were.
Og til begges overraskelse, havde præcis den samme tegneserie inspireret Nez, til at stole på sig selv, når nu det hele alligevel ikke rigtig gav mening.
Den fulde historie kan læses i Nick Webb’s Douglas Adams Biografi Wish you were here.
Det kan selvfølgelig også bare være et tilfælde at begge havde set den, og huskede den senere i livet, efter så mange år, oplevelser og andre tegneserier. Men jeg tror det fører til panik, at anlægge den vinkel.
Følg i øvrigt kravn111 på Twitter, så er du køn.