fredag den 17. juni 2011

Ugens kontormail!

De fleste, der har arbejdet på et kontor har nok oplevet hvordan de mange daglige mails frem og tilbage ikke altid er all-to-the-point. Og de har nok også oplevet hvordan det kan være ret hyggeligt med de små kommentarer, strøtanker og sprogbolcher, der sådan bliver sendt rundt.

I dag fik jeg dog en, som var væsentlig bedre end gennemsnittet. Faktisk var jeg nødt til at dele den.

Forhistorien er at denne unavngivne kollega, er blevet fanget i nogen tåbelige situationer med sit hæve/sænke-bord:

"Har lige prøvet noget nyt - vidste slet ikke bordet kunne køre SÅ langt ned. Det ser næsten mere åndssvagt ud. Hvilket minder mig om:
Har du nogensinde kørt bil med tre venner og leget kæmper/dværge? Det foregår sådan her: 1 af passagererne sidder gledet HELT ned i sædet, så kun toppen af hovedet er synligt udefra, de tre andre sidder på knæ, så hovedet rammer loftet. Så tror dem man kører forbi, at der kører en bil med tre kæmper og 1 dværg. På tilbageturen bytter man, så det ser ud som tre dværge og 1 kæmpe. Tilskuerne bliver vanvittige af forvirring. God weekend
"

Den er hermed sendt videre, så der er lidt at lave i weekenden, hvis I keder jer.

fredag den 10. juni 2011

Brydningspunkter mellem fiktion og virkelighed

Jeg er blevet fortalt en historie. Den handler om en mand, der godt kunne lide at skrive historier. Han skrev børnehistorier, om alt sjove, som de fleste voksne har glemt at tage seriøst. En af hans historier handler om en myg. En myg som har et ni-til-fire job. En myg som pendler på arbejde og hver aften kommer træt hjem til sin mygge-kone og sine mygge-børn, hvorefter de mygge-hygger og spille mygge-spil. Alt var godt i myggeland.

Det var det bare ikke hjemme hos forfatteren, der blev stormet med breve om at det altså kun var hun-myg, der stak, og derfor totalt urealistisk. Og da slet ikke noget at fortælle børn.

Nu bliver jeg sjældent kaldt Sherlock af mine nærmeste, men stik mig da lige tobak for en skilling om ikke også det er de færreste myg der pendler, har kernefamilier og fast ni-til-fire arbejde.

Det kom der bare ikke en henvendelse om. Ikke én eneste. Og det er da faktisk lidt sært.

Men det er åbenbart ikke enden af linien, for i litteraturen opdagede jeg fire lignende paradoksale fænomener:


The Paradox of Fictional Emotion
Hvorfor bliver vi følelsesmæssigt påvirket af fiktionen, når vi godt ved at den er falsk. Det er jo altså ikke sådan at vi bliver påvirket af de historier vi hører fra en bekendt, som vi ved lyver.


The Paradox of Reappearing Suspense
Hvorfor er det, at det også er trist syvende gang vi ser Bambis mor dø. Hvorfor er det at vi føler med Hamlet i hans prøvelser både anden og tredje gang vi ser den virkelig lange filmudgave?!


The Paradox of Tragedy
Og nu er ved det, hvorfor er det så at vi ser ting, der fremkalder følelser som sorg og frygt i os. Der er et kæmpe marked for den slags. Selvom vi som oftest prøver at undgå den slags i virkeligheden.


The Paradox of Partial Suspension of Disbelief
Det er så den med myggen. Vi er villige til at suspendere fra en del af virkeligheden, men ikke fuldstændig. Vi brokker os ikke over at biler eksploderer ved den mindste skramme i aktion-film. Men de skal sq ikke prøve at bilde os ind at der kan være 3000 skud i magasinet. Vi er da klogere end det.


Bonus-info, som i får fordi jeg kan: paradokset er afledt ad Samuel Taylor Coleridges Suspension of Disbelief-begreb, der blev introduceret i Bibliographia Literaria i 1817.


Og når jeg så tænker over det, så bliver hele det der fiktions-fikumdik altså noget sært noget.


Men det er jo så lige meget, når det er så godt!







tirsdag den 7. juni 2011

Gal eller genial, men nok mest det første. Noter fra et inspireret øjeblik.


Fandt det her i en gammel opgave fra universitetet. Det er sq for underligt. Et prima-eksempel på hvad der kommer ud af at have humboldtske universiteter:

Jeg gengiver det her i et sarkastisk øjemed, men det er (parantesen undtaget) nøjagtig som det blev afleveret dengang.

"

At angribe problemstillingen (forholdet mellem virkelighed og fiktion) begrebsanalytisk ville kræve at vi skulle definere det ’virkelige’ uden at skulle henvise til det, det ikke er og således arbejde med et begreb uden afgrænsninger. 

For hvilke nærmere bestemmelser skulle der kunne gives af det  ’virkelige’ end at være det, der ikke ikke-er? 

At antage, som udgangspunkt, noget om hvad det der ikke ikke-er er, vil være spekulation, da der på dette analytiske niveau ikke gives andet end det virkelige og ikke-virkelige, til hvilket et begreb kan relatere sig. Om et sådant uafgrænset begreb må det gælde at det kan være enten alt eller intet og ikke begge dele. 

Det er ikke muligt at alt kan angives som ’noget’ (altså et midtpunkt mellem alt og intet) for i et sådant tilfælde ville det besidde grænsebegreber, og implicere eksistensen af noget som er og ikke er, hvilket også er absurd. Herudover er det endog særdeles svært at se hvordan vi skal kunne tale meningsfuldt om noget der enten er ’alt’ eller ’intet’. 

Såfremt virkeligheden er ’alt’, kan vi udelukkende sige noget om den ud fra sig selv, men vi kan ikke forklare noget med henvisning til sig selv. Såfremt virkeligheden er ’intet’, giver det ingen mening at give den bestemmelser, da sådanne bestemmelser ikke vil sige noget om noget. Vi kan ikke skelne mellem virkeligheden, hvad enten den er alt eller intet, og vi kan med sikkerhed ikke besidde nogen målestok derfor. Derfor bliver det hurtigt, som ovenstående viser, særdeles desillusionerende at søge at begrebsligt afdække virkeligheden uden idéen om fiktionen. 

Ligeså vil et forsøg på at forstå idéen om ’fiktion’ ende i forfløjne absurditeter såfremt det søges forstået uden idéen om det ’virkelige’. Dette er allerede angivet herover i og med at vi angav at vores tænkning om det fiktive implicerede eksistensen af det virkelige, hvilket dog har vist sig tvivlsom, uden på sin side at implicere det fiktive. Således vil snak om fiktion i henhold til ovenstående implicere sin egen eksistens, allerede i vores forståelse af det. Vi er, med andre ord, allerede nødt til at tro på det for at kunne forstå det. At bevise noget ved hjælp af sig selv, er imidlertid ikke tilfredsstillende.

"
Jeg tror jeg havde givet mig nogen tæv, hvis jeg havde mødt mig som bachelor-studerende.