lørdag den 7. januar 2012

Hvad sker der for retorikken?

Jeg har lavet en test. Besvar spørgsmålene herunder, og se hvor du lander:


1) Det er vildt plat og latterligt når amerikanerne kritiserer Obama for ikke at have reddet hele verden, reformeret USA, og stabiliseret økonomien efter kun tre år. (Ja/nej/ved ikke)


2) Det er for dårligt at Helle Thorning efter 100 dage ikke har gennemført alle sine løfter. (ja/nej/ved ikke)

Hvis du kan svare ja på begge spørgsmål, så gå ud bagved og skyd dig selv.



Men her skal det lige slås fast at jeg ikke mener at Helle T har præsteret specielt godt som statsminister. Jeg havde forventet mere, men det havde alle vel. Det handler i stedet om den måde medierne og oppositionen deltager i debatten.


I går kunne man læse i Berlingske at de fleste danskere gik ind for en at hæve alderen for alkoholkøb. Sundhedsminsteren siger at det er interessant og svarer at det er 'en af de ting vi bør se på.' Straks efter farer både K og V frem og siger at det er borgernes eget ansvar at bestemme over deres alkoholforbrug.


En helt fin og rimelig holdning, selvom den er lidt sær fra to partier, der i deres egen regeringsperiode hævede aldereden og indførte restriktioner (2004). Samt fik anbefalet en 18 års grænse af deres egen undersøgelses komission i 2009.


Nuvel.


Det der piner mig er at sagen mangler indhold. Regeringen har ikke lovet noget, men oppositionen bruger alligevel chancen til at markere sig at sige at det er befolkningens eget valg. Den springer medierne med på, og lader dem komme til orde. Det er fint, for det er en oppositions rolle at være opsætsig, men der er bare ikke rigtig nogen konflikt at blande sig i. Befolkningen har en holdning, ministeren vil gerne se på det. End of story.


Jeg kan kun opfatte de mange udmeldinger som et medietaktisk træk hvor maksimen er 'se mig, se mig, se mig' - og jeg finder det sq en smule anstrengende.


Og hvis journalisterne endelig pinedød skal inddrage begge sider, fordi de har lært det på en selvdød uddannelsesinstitution i Aarhus, så spørg da i det mindste lidt ind til sagen. Jeg finder det enormt arrogant at sige at man vil lede landet, men ignorere ønsker fra 73 procent af befolkningen...


I dag handler det så om Villys kronik i Berlingske, der også har fået en interessant behandling i medierne. Han indrømmer løgn siger Berlingske og TV2. Jeg tør slet ikke tænke på hvad JP har fundet på af vinkling, men lad os lige tage en dyb indånding.


De har været ved magten i 100 dage og de har ikke forvandlet Danmark til et land med enhjørninge, vandfald, tropisk klima, kokosnødder og laurbær. Var der nogen, der forventede det?


Der var engang noget der hed borgfred i dansk politik. Enhver ny regering fik tid til at komme i gang. Men den tid er åbenbart forbi. Nu handler det om spin og udtalelsesartilleri fra dag et.


Det er trist.




Kilder:
Danskerne vil have været alderen for alkoholkøb: http://www.b.dk/politiko/danskere-vil-haeve-graensen-for-at-koebe-oel-fra-16-til-18-aar


VKO-regeringens egen komission anbefalede 18 års aldersgrænse: http://www.b.dk/politik/aldersgraense-paa-18-aar-koebe-alkohol


En evaluering af de ændrede alkoholregler fra 2004:
http://www.si-folkesundhed.dk/upload/aldersgraenseevaluering_001.pdf


Villys kronik:
http://www.b.dk/kronikker/socialist-i-en-krisetid