Tror vi selv på det?

Tror vi selv på det?

De danske nyhedsmedier er fulde af nyheder om at nogle, primært amerikanere, synes vi gør noget rigtigt i den måde vi driver et samfund på. Det er selvfølgelig dejligt, men jeg kan ikke lade være med at få den ide, når jeg følger resten af nyhedsstrømmen, at vi ikke længere selv tror på vores Danmark.

Enten er vi enormt selvfede, eller også ligger historiens værdi i at vi er lidt overraskede over den positive omtale. Det er som om at vi skammer os lidt over at være danske og på den baggrund luner den positive omtale selvfølgelig endnu mere. Ligesom mad smager bedre, når man er sulten.

Diskussionen får mig til at tænke, om vi har mistet en dansk fortælling, der kan favne flertallet. Jeg tænker på, at når nogen er dansk, eller bryster sig af at være det, er det som regel højre-drejede partier, som ikke alle socialklasser kan genkende sig selv i.

Er det dit Danmark, der kommer til udtryk når DF mistænkeliggør adskillige hundrede mennesker i tåbelige annoncer i dagbladene? Er det dit Danmark når vi fører krig i fjerne lande?

Jeg må nok melde mig ud; det er ikke mit og jeg tror ikke jeg er alene. Jeg aner ikke hvad mit Danmark er, eller hvad vi skulle med mit/vores Danmark, hvis det fandtes.

Jeg mangler en fortælling om mit land, som jeg kan bruge til noget. Det er måske derfor, der er sådan en fascination, når andre snakker positivt om os. Men en fortælling om os selv, der tager udgangspunkt i hvor gode andre synes vi er, kan aldrig blive andet end en hvilepude.

Vi kan meget. Men vi skal snakke om hvad vi vil. På et lidt højere plan end skolereformer, selskabsskat og Netflix.


Ses vi på Twitter?
Follow @MagisterRavn

Om holdninger og standpunkter

Holdninger og standpunkter er IKKE det samme, siger Lars Løkke. Jo det er, siger sprogforskerne. Og så er vi ligesom kommet så langt, uden at blive et hak klogere. 

Det hele handler selvfølgelig om interviewet hvor en journalist agerer journalist og stiller kritiske spørgsmål. Det er tydeligt at Lars Løkke bliver fornærmet, det er tydeligt at journalisten også har det lidt ubehageligt med det - det er jo trods alt statsministeren. Men prøv at kigge på interviewet herunder, så vender jeg tilbage på den anden side, med et forsøg på en udredning af holdninger og standpunkter:

Se klippet med Lars Løkke her.

Okay, så holdning skifter man ikke. 

Standpunkt derimod kan man godt skifte.

Alt sammen afhængigt af den parlamentariske situation. Hvilket vel også er fair nok, man har vel et mål man gerne vil opnå og så må man købe og sælge lidt undervejs, så man kan nå frem til hvad man vil have. At opgive en ting som holdn... standpunkt til dobbelt statsborgerskab virker som et ret lille offer, sammenlignet med at skulle sælge sine værdier til DF for at få magten i 10 år.

Under alle omstændigheder forstår jeg faktisk godt hvad han prøver på at sige, hvorfor jeg også må sige at det har været billige grin folk har fået over dette klip.

Problemet er så bare, at klippet med al tydelighed viser hvordan politik kan være noget sofisteri. 

For, som journalisten så glimrende bemærker, hvis det er okay at skifte standpunkt pga. parlamentariske nødvendigheder, hvorfor skulle den nuværende regering så konstant have skudt i skoene at de var en ’løftebrudsregering’?

Det gjorde vel bare hvad de kunne, med det parlamentariske grundlag de havde?

Det er et gigantisk hykleri, der kommer til udtryk her.

Problemet er ikke bare at Lars vrøvler. 

Det er at han snakker ærligt, og at det han siger ikke er behageligt.

Supplerende:

Den lange liste af punkter hvor Venstre har skiftet holdning blev bragt i Politiken og kan ses herunder:

http://politiken.dk/politik/ECE1978576/grafik-se-de-sager-hvor-venstre-har-skiftet-holdning/

Løftebruds-regeringen er en myte, viste det sig, da Mandag Morgen gik sagerne igennem i stedet for at springe med på vognen:

https://www.mm.dk/”løftebruds-regeringen”-er-en-myte