Et firma, Neurowear, holder til i Japan og arbejder på at lave en kunstig hale, der bliver kontrolleret via en app der kan læse dit humør. Det er glimrende tænkt.
Hvis du lige mangler det, der skal sætte prikken over i'et til din næste jobsamtale eller måske til din næste date, skal du ikke lede længere.
Se deres konceptvideo her:
Neurowear oplyser på deres hjemmeside at halen er blevet udviklet fordi firmaet fik tusinder af henvendelser fra folk der ville have en hale.
"Every art and every inquiry, and similarly every action and pursuit, is thought to aim at some good; and for this reason the good has rightly been declared to be that at which all things aim. But a certain difference is found among ends; some are activities, others are products apart from the activities that produce them. Where there are ends apart from the actions, it is the nature of the products to be better than the activities. Now, as there are many actions, arts, and sciences, their ends also are many; the end of the medical art is health, that of shipbuilding a vessel, that of strategy victory, that of economics wealth."
Sådan skriver en gammel fyr i en bog, der hedder noget så usandsynligt intetsigende som Den nichomacheiske etik. Han hedder Aristoteles, og kendte næppe nogen rumpenisser.
Det, der strejfede mig som et link mellem marketing, rumpenisser og Den nichomacheiske etik er den første linje i ovenstående.
"Every art and every inquiry, and similarly every action and pursuit, is thought to aim at some good;"
Det vil sige, at der altid er en plan, før der er en handling. Handling foretages kun, når der en hensigt med den. Alkohol og twedagsbar kan være kyptonit for denne ide. Nuvel.
Jeg oplever ofte i professionel sammenhæng folk, der gerne vil gøre en indsats for deres brand, produkt eller service. Det giver også god mening. Der skal laves bundlinje. Det er helt legitimt.
Problemet opstår, når de ikke er helt klare omkring deres mål. Vi skal lave 'noget marketing,' siger de så. Så ender de som regel med en facebookside, der ikke bliver brugt, og bare ligger på nettet og får virksomheden til at se dårlig ud.
Det er jo for fanden marketing og ikke kødsovs.
Kødsovs kan du blande alt muligt i, og det bliver nok stadig meget godt. Marketing, knap så meget.
Det er vigtigt at være ekstremt klar over sine mål. Det vil enhver seriøs marketingperson fortælle dig, og ligeså vil alle de mindre seriøse, for de har hørt de førstnævnte sige det.
Og så er man jo jævnt hen lige langt, og det eneste, der adskiller de to grupper er i virkeligheden hvem der gør det, og hvem der ikke gør.
Det vil sige, der findes to slags marketingsfolk: rumpenisserne og de andre. Rumpenisserne er dem, der bliver ved med at spørge hvorfor. Det er nok dem jeg ville anbefale.
Godt, så der er en teori før al handling, og alle marketingfolk er rumpenisser. Det har for så vidt ikke noget med hinanden at gøre. Det kommer nu. Det gode kommer nu.
Når man har succes med at svare på det, på dette fremskredne stadie lettere enerverende 'hvorfor det?', ved man nemlig hvad ens mål er. Når man ved det, er man før handlingen, og man kan så handle ud fra en teori om hvilken handling, der vil afstedkomme den ønskede effekt, altså målet.
Og den teori man har om det er sgu nok forkert. Men fordi man har en klar teori om mål, er der en klart defineret forståelse af en causal-kæde; hvis jeg gør A, så gør folk B.
Det vigtige er ikke om de så rent faktisk gør B. Det vigtige er at man finder ud af om de gjorde, og hvis ikke, ikke antager den samme fejlagtige slutning en anden gang. Så kommer man nok tættere på.
Det er en slags videnskabsteori for marketing, kunne man sige. Med rumpenisser. Mere nede på jorden, det er en måde at sikre sig på, at man bliver bedre til sit job. Eksplicitér dine antagelser om folks handlemønstre, de er komplekse, og enormt svære at at nagle fast. Men du kan komme lidt tættere på hver gang du laver en aktivitet.
Det er selvfølgelig lidt nederen.
Men man bliver nok klogere.
Og i tilfælde at du ikke ved hvad en rumpenisse overhovedet er, så skam dig, og kig med her:
Og man kan også spørge sig selv, om ikke hende den Ronja endte med at vinde Eurovision 2012 for Sverige med sangen Euphoria. De ligner i hvert fald hinanden. Den historie tager vi en anden gang.
De sidste par dage har jeg læst Det gennemsnitlige menneske af Morten Albæk. En ledelsesbog, der bygger på en tese om at danskerne konsekvent overvurderer sig selv i forhold til talent og flid.
Ud af denne fejlagtige selvovervurdering kommer en række udfordringer, som vi hverken som samfund eller individer kan ignorere. Vi afskæres fra den ’virkelige verden’ (et begreb, der for filosoffer er cirka lige så betydningsfuld som en flamingo i en boksering) og dermed respekt. Vi afskærer dem fra mening, og dermed glæde.
Bogen er hurtigt læst, den er provokerende og den har skabt debat. Den er god.
Jeg sad imidlertid efter læsningen tilbage med en bizar følelse af at den virkelig ikke bringer noget nyt til torvs. Løjerligt, når den nu har skabt debat.
Jeg summede over det.
Jeg summede lidt mere.
Så drak jeg kaffe.
Så lavede jeg en sandwich.
Så satte mig ned for at skrive en parlør. Ikke en parlør, der skal oversætte den særegne blanding af filosofiske distinktioner og forretningssprog, der kan opleves i bogen. Snarere end parlør, der kan hjælpe os med at holde snuden i sporet i forhold til hvad der egentlig er vigtigt.
Der er nemlig et fænomen jeg længe har muntret mig med, og smilt af på den måde, hvor man smiler, men smilet ligesom kun er på indersiden af munden helt omme ved kindtænderne. Prøv at mærke efter.
Jeg voksede op med Folkehøjskolesangbogen. Der blev tit sunget fra den, og en del af de sange følger mig stadig. Ligeså gør dens idealer om f.eks. et ’jævnt og muntert, virksomt liv på jord’.
Og jeg oplever at de idealer ikke har mistet så meget som et gram af deres betydning (de mest nationalistiske sange undtaget). Nu kalder vi bare de idealer noget andet.
En artikel i Politiken skulle f.eks. forklare hvad Mindfulness var. Den præcise formulering undslipper mig, men forklaringen var, at mindfulness er, når både du og din kollega får en lønforhøjelse, men hvis hun får mere end dig, så skal du stadig være glad.
For du har stadig mere, end du havde før.
Det har vi også et dansk ord for: taknemmelighed.
Tilbage til Det gennemsnitlige menneske af Morten Albæk: jeg står tilbage med at bogen handler om at du skal være flittig og ærlig. Det er også gamle danske ord, men selv mens jeg skriver dem kan jeg høre hvor altmodisch det lyder.
Albæk selv kalder det i bogen Mean Management, fred være med det, men det ændrer ikke på at det, der bliver slået på trommer for, er noget så traditionelt som at være flittig, grundig, vedholdende og ærlig.
Det var moderne for 100 år siden, og det er det nu. Så er nok noget om det.
Jeg foreslår derfor en parlør, der kan hjælpe mig med at oversætte 2013 til dansk. De første punkter er klar:
Autentisk ledelse er at gøre som man siger.
Mean management er ærlighed.
Mindfulness er taknemmelighed.
Og sådan fortsætter listen - tilføj eventuelt selv dine egne.
