This time in English: Reflections on genitalia and mummies.

I've decided to write this blog in English. Partly because I reckon' I need a larger audience, if I am to find someone who might find this blog interesting, partly - and this is actually the same point to a degree - because some people in this world for some odd reason don't speak Danish and lastly because I never speak English these days. Which is a bit shit, really. I spent 10 years learning it, so I better use it every once in a while.

Which reminds me; if you do spend 10 years learning a language, do yourself the favour of actually going there and checking out whether they actually speak it. I'm sure you understand the sort of heartfelt disappointment I felt when two years ago I moved to Sheffield, England and found out that no one there speaks English. At least not like I learnt it.

Which i reckon - if you think about it - is quite the joke, if not for other reasons, then atleast for the elaborate-ness of having an english-language making everyone learn it, and then not speak it. That is truly british humour.

In other news, I've recently been to the Ny Carlsberg Glyptotek, which is a museum in central Copenhagen devoted to sculptures and paintings of the impressionist persuasion. Why did I go there? Because I'm sophisticated like that. And my mom was visiting. It was very nice and all, but I must admit that after a few hours in there, I experienced a heartfelt desire to not watch anymore genitalia. I know it is art and all but I feel there is a certain limit to how many variations of a relatively simple theme you can expose people to in the name of art.

And i daresay that this particular topic haven't evolved particularly in the last 4000 years. There are genitalia in this world. Get over it.

Also i saw a few mummies, which sounds cool, but was actually quite depressing. The thing is, when you see mummies, they can chase you, because, well, they're cursed, ill-mannered and their legs are wrapped in bandages individually - which is quite practical for propulsion purposes.  This, however, is not so in real life. The legs are wrapped together, which makes the whole thing look rather a lot like a parsnip. And a parsnip is, generally speaking, one of the least frightening vegetables.

At least in my experience.

And although I acknowledge that a 4000 year old Egyptian parsnip chasing you can be a somewhat frightening experience, I think most people would get over it rather quickly. Especially when you take into account how it would propel itself forwards by jumping like a shrimp in a cartoon.

Also, I imagine this would have quite the impact on the self-esteem of said Egyptian-parsnip-shrimp-mummy. And it would probably not chase you all that enthusiastically anyway, more as going-through-the-motions-kind-of-thing.

Or so I imagine.

Anyway it is easter, and I'm going to go best my brother in Schnaps-drinking.

I'll work on making more focused and shorter updates in the future.

Adjø.

Hvordan jeg kom med i en kult, og startede en blog.

Det var et forhold, der havde skrantet længe. Min ældre PC og jeg var nået til et sted, hvor vi knap snakkede sammen - og hvis vi gjorde, var det i vendinger, jeg ikke ønsker nedskrevet. Og sådan set alligevel heller ikke kan stave til. Det kunne ikke fortsætte.

 Det var jo nok også en fodfejl at gå ind i macbutikken i den situation.

Men nu ejer jeg så en Mac. Og det er skønt. Den skinner og er fin, indmaden er kraftig, og det gør faktisk ikke så meget at jeg har gældsat mig til op over begge ører for, hallo, jeg har jo alligevel knap nok brug for at gå udenfor igen. Jeg har jo en Mac, grooveshark kører og der er kaffe ude i køkkenet, hvor solen skinner  og bordpladen er varm der hvor solen skinner på den, på den der sommeragtige måde. Det spiller bare.

Men der er bare stadig nogen alarmklokker der er begyndt at ringe. Det startede i Eplehuset, med ekspedienterne, der til overflod udstrålede den selvsikkerhed, der kommer af at være sælger af et produkt, der sådan set kan sælge sig selv. De var kække, sikre i deres tro på Mac'ens fortrinligheder og ens klædt.

De var, på mange måder, ikke specielt langt for en tøjsælger i den lokale Jack&Jones i en hvilken som helst provins by. Og fred være med det. Men det var altså lidt Damernes Magasin og Hr. Swan-agtigt på matador-måden.

Nå, men pointen er at de gik rundt i ens tøj, ligesom de søde mennesker nede på Nytorv, der i virkeligheden er Scientology, og ikke særligt søde. Måske hvis de nu var lidt flinkere ville nogen fortælle dem at deres stress-test var i stykker, hvilket jo tydeligvis er tilfældet efter som det ikke kan passe at ALLE er stressede.

Det er bare så megasvært at argumentere mod ens t-shirts og skinnende pamfletter.

Jeg tænkte dog ikke mere over det ens tøj, da alarmklokkerne bimlede, som havde nogen bundet en balstyrig munk i rebet. Det var først da folk begyndte at sige 'tillykke' med det, der økonomisk set er en møghamrende uforsvarlige beslutning, at jeg begyndte at være på vagt.

"Tillykke med din mac," ville de sige, og blinke indforstået. "Der venter dig mange gode oplevelser indenfor lyksalighedens mure," var den underforståede besked, som de godt nok ikke sagde, men det betyder jo ikke at de ikke tænkte det.

Nu venter jeg så at se hvordan mit liv bliver, sammen med mine nye mac-venner/brødre i troen. Jeg ved ikke om vi skal dele pamfletter ud, eller blot er påkrævet at sprede det lykkelige budskab, ved hver given lejlighed. Men jeg hælder nok lidt til sidste forslag, for det ville faktisk forklare en hel del drive-by-forelæsninger, som jeg er blevet udsat for om macs og deres fantastiske knapper, programmer, design, effekter, brugervenlighed og alt muligt andet, som folk lige kunne komme på.

Og nu bliver det her indlæg alt for langt - man skal vel ikke regne med at kunne holde på folk i mere end 5 minutter på nettet? Det siger de i hvert fald på Journalisthøjskolen, men det har nu også alle dage været et sted med for meget snak....

Vil lige indskyde at formålet med denne blog er at holde pennen lidt varm, mens jeg er andetsteds optaget. Hvis man vil skrive, så skal man skrive og der er kun én måde at lære det på. By doing.

Hvis der er noget, er det mig der danser om mac-guldkalven ovre i hjørnet.
Kys og klap
Kristian