Copenhagen Air Experience

So, yeah, gravity is a bitch. My sister, however, is awesome. So when she for my birthday gave me four minutes in a free fall simulator, it was really the best possible situation.

Here's the result, a four minute video of me flying.

(I get better after a few minutes)

So, of course, there is nothing inherently interesting in watching a person you don't know mock about in a  vertical wind tunnel. I just still think it is awesome.

Avisdøden er selvforskyldt

Det er på tide at mediebranchen bevæger sig ud over den snævre vinkel, der er blevet lagt ned over avisdøden. Det er for nemt at vende blikket udad og bebrejde samtiden, nye tekniske muligheder og en ugidelig ungdomsgeneration for det udeblivende salg. For det kan jo være at det rent faktisk er den journalistiske praksis, der er syndebukken. Og hvis det er tilfældet nytter det ikke noget at forvente at mere indhold, produceret af færre journalister. Så bliver avisen bare tykkere, mens læserskaren bliver tyndere. Samtidig bliver journalisterne pisket til at deltage i en panisk vinkel jagt, hvor den ene søgte historier efter den anden bliver produceret i stribevis – om ikke andet så fordi de fylder. Og er vi først kommet dertil, er det svært at se hvordan avisdøden kan være andet end selvforskyldt.

Lektioner fra Andeby

Da jeg var yngre elskede jeg jumbobøger. Specielt husker jeg én historie hvor Joakim Von And og lusepustermilliardæren, Anderbilt, kæmper om mediemarkedet i Andeby. Begge opruster de i kampen om læsernes gunst. Og der bliver ikke sparet på hverken ekstra sektioner, gratis gaver, på bonusordninger eller på quizzer. 

Minder det om noget? Jyllands-Posten, der netop har føjet International til deres sektionsportefølje er nu oppe på intet mindre end 13 sektioner. Samtidig kan man få en en Ipad 2 såfremt man går med på at abonnere på JP erhverv og gør man det, skal man stadig løbe slalom igennem gågaderne i de danske storbyer, for ikke lige at få dagens Berlingske eller Politiken med hjem sammen med et ‘godt tilbud’.

Man kan selvfølgelig også bare sige nej tak, og alligevel få avisen gratis med i morgen - eller dagen efter.

Lad det også være sagt med det samme - jeg er en del af problemet for jeg gider ikke læse aviser. Men jeg er ikke alene - således kunne man læse i journalisten den anden dag, at ingen danske aviser længere har et oplag på over 100.000. Jeg har forsøgt mig med abonnementer på stort set alle større danske aviser, men hvis jeg skal pege på ét resultat af den indsats, må det blive den beskedne motionsmæssige gevinst, der kommer af at slæbe skamløst store bunker papir til containeren. Og der er ikke engang langt, så det er heller ikke fordi det er noget jeg kan råbe højt, længe og begejstret op om.

Og det er sådan set ikke fordi, jeg ikke har tid. Jeg, ligesom de fleste andre bruger hver dag flere timer på nettet. Det samme gør sig gældende for mange af de moderne mediebrugere. De unge og voksne, de, attraktive målgruppe, der vil kunne købe aviser i mange år fremover har bestemt ikke spændt medielivremmen ind. De er storforbrugere. Avisen er desværre bare blevet et uddateret klenodie, der er hyggeligt og relevant på stort set samme måde som piber og tweed.

Så problemet er måske at formen af medieforbruget og loyaliteten ikke er hvad den har været. Vi er enige om at der er en krise, men som en anden Joakim von And og Anderbilt må vi sande at vi måske nok stadig kender målet - avissalg - men har tabt midlet på gulvet. Et godt eksempel er dækningen af branden i KB-hallen i København. Branden affødte en sand strøm af mere eller mindre ligegyldige artikler om farlige gasser fra flamberede dildoer og forsikringsstatus hos sexlegetøjsmarskandiserne der havde stande på hallen.

Det var en hal. Den brændte. Ingen kom til skade. Kom over det.

Blækdinosauren

De nye mediebrugere, dem der bruger alle andre medier end avisen, er bedre uddannet og mere engageret i nyhedsstrømmen end nogen generation før dem har været. Alligevel insisterer det journalistiske etablissement på at holde på formerne og bruge nyhedskriterier og historieskabeloner, der er lavet til et publikum i en helt anden tid.

En moderne veluddannet mediebruger kan afkode sarkasme på ingen tid, kan godt arbejde med referencer til populærkultur og samtidspolitik, men aviserne vil ikke trykke det; for det siger der journalistiske regler at man ikke må. Vi skal skrive til laveste fællesnævner, men uden at snakke ned til nogen? Det kan vist kun lade sig gøre, hvis man har et noget instrumentalt og simplificeret forhold til sin læsere.

At tage en veluddannet ung mediebruger og skrive til dem, som man gjorde til folk for halvtreds år siden er en grov, næsten fornærmende undervurdering. Og det eneste resultat af det er at aviserne ikke bare mister de unge læsere, men også mister enhver dunst af relevans og autoritet. På den måde bliver avisen en blækdinosaurus.

Forkert framing

For nu at komme til sagens kerne, så er dagens journalistik simpelthen gået hen og blevet kedelig. Og hvordan skulle det snart kunne undgås, når man ikke flytter lidt på rammerne, når man ikke sparker lidt til prioriteringsdåsen, og når man vælger den sikre part-modpart-konflikt-vinkel på alle historierne.

Jeg havde, i en alt for kort periode, fornøjelsen af at suge viden til mig, fra den tidligere chefredaktør på JP Aarhus, Jens Kaiser. Mine tidlige, meget forsigtige artikler, der dybest set ikke handlede om noget, og var for forsigtige til at nogensinde at gøre indryk på en eventuel læser, affødte et råd fra ham: hvis din chefredaktør ikke får grå hår i hovedet af

det du laver, så lad være.

Jeg tvivler slet ikke på at den danske mediebranche har sin del af de gråhårede redaktører, men jeg er alvorligt bange for at grunden til den grående tendens er de faldende oplagstal, snarere end det er de balstyrige journalister.

Bliver diskussionen ikke taget op, og evner branchen og uddannelsesinstitutionerne ikke at sætte os udover den utilfredsstillende framing af vores fags problemer, ender vi som de to kamphaner i Andeby. Historien slutter nemlig med at de stakkels Andeby-borgere, der slæber deres aviser hjem i trillebører, helt svigter de to kamphaner. For mens skyttegravskrigen rasede, havde Anders, ungerne og Anderbilts sekretær udgivet en anden avis, en der ikke havde 13 tillæg og gratis Ipads.

Den havde bare gode historier, der var skrevet så de ramte.

Ugens kontormail!

De fleste, der har arbejdet på et kontor har nok oplevet hvordan de mange daglige mails frem og tilbage ikke altid er all-to-the-point. Og de har nok også oplevet hvordan det kan være ret hyggeligt med de små kommentarer, strøtanker og sprogbolcher, der sådan bliver sendt rundt.

I dag fik jeg dog en, som var væsentlig bedre end gennemsnittet. Faktisk var jeg nødt til at dele den.

Forhistorien er at denne unavngivne kollega, er blevet fanget i nogen tåbelige situationer med sit hæve/sænke-bord:

"Har lige prøvet noget nyt - vidste slet ikke bordet kunne køre SÅ langt ned. Det ser næsten mere åndssvagt ud. Hvilket minder mig om:
Har du nogensinde kørt bil med tre venner og leget kæmper/dværge? Det foregår sådan her: 1 af passagererne sidder gledet HELT ned i sædet, så kun toppen af hovedet er synligt udefra, de tre andre sidder på knæ, så hovedet rammer loftet. Så tror dem man kører forbi, at der kører en bil med tre kæmper og 1 dværg. På tilbageturen bytter man, så det ser ud som tre dværge og 1 kæmpe. Tilskuerne bliver vanvittige af forvirring. God weekend"

Den er hermed sendt videre, så der er lidt at lave i weekenden, hvis I keder jer.

Brydningspunkter mellem fiktion og virkelighed

Jeg er blevet fortalt en historie. Den handler om en mand, der godt kunne lide at skrive historier. Han skrev børnehistorier, om alt sjove, som de fleste voksne har glemt at tage seriøst. En af hans historier handler om en myg. En myg som har et ni-til-fire job. En myg som pendler på arbejde og hver aften kommer træt hjem til sin mygge-kone og sine mygge-børn, hvorefter de mygge-hygger og spille mygge-spil. Alt var godt i myggeland.

Det var det bare ikke hjemme hos forfatteren, der blev stormet med breve om at det altså kun var hun-myg, der stak, og derfor totalt urealistisk. Og da slet ikke noget at fortælle børn.

Nu bliver jeg sjældent kaldt Sherlock af mine nærmeste, men stik mig da lige tobak for en skilling om ikke også det er de færreste myg der pendler, har kernefamilier og fast ni-til-fire arbejde.

Det kom der bare ikke en henvendelse om. Ikke én eneste. Og det er da faktisk lidt sært.

Men det er åbenbart ikke enden af linien, for i litteraturen opdagede jeg fire lignende paradoksale fænomener:


The Paradox of Fictional Emotion
Hvorfor bliver vi følelsesmæssigt påvirket af fiktionen, når vi godt ved at den er falsk. Det er jo altså ikke sådan at vi bliver påvirket af de historier vi hører fra en bekendt, som vi ved lyver.


The Paradox of Reappearing Suspense
Hvorfor er det, at det også er trist syvende gang vi ser Bambis mor dø. Hvorfor er det at vi føler med Hamlet i hans prøvelser både anden og tredje gang vi ser den virkelig lange filmudgave?!


The Paradox of Tragedy
Og nu er ved det, hvorfor er det så at vi ser ting, der fremkalder følelser som sorg og frygt i os. Der er et kæmpe marked for den slags. Selvom vi som oftest prøver at undgå den slags i virkeligheden.


The Paradox of Partial Suspension of Disbelief
Det er så den med myggen. Vi er villige til at suspendere fra en del af virkeligheden, men ikke fuldstændig. Vi brokker os ikke over at biler eksploderer ved den mindste skramme i aktion-film. Men de skal sq ikke prøve at bilde os ind at der kan være 3000 skud i magasinet. Vi er da klogere end det.


Bonus-info, som i får fordi jeg kan: paradokset er afledt ad Samuel Taylor Coleridges Suspension of Disbelief-begreb, der blev introduceret i Bibliographia Literaria i 1817.


Og når jeg så tænker over det, så bliver hele det der fiktions-fikumdik altså noget sært noget.


Men det er jo så lige meget, når det er så godt!

Gal eller genial, men nok mest det første. Noter fra et inspireret øjeblik.

Fandt det her i en gammel opgave fra universitetet. Det er sq for underligt. Et prima-eksempel på hvad der kommer ud af at have humboldtske universiteter:

Jeg gengiver det her i et sarkastisk øjemed, men det er (parantesen undtaget) nøjagtig som det blev afleveret dengang.

"

At angribe problemstillingen (forholdet mellem virkelighed og fiktion) begrebsanalytisk ville kræve at vi skulle definere det ’virkelige’ uden at skulle henvise til det, det ikke er og således arbejde med et begreb uden afgrænsninger. 

For hvilke nærmere bestemmelser skulle der kunne gives af det  ’virkelige’ end at være det, der ikke ikke-er? 

At antage, som udgangspunkt, noget om hvad det der ikke ikke-er er, vil være spekulation, da der på dette analytiske niveau ikke gives andet end det virkelige og ikke-virkelige, til hvilket et begreb kan relatere sig. Om et sådant uafgrænset begreb må det gælde at det kan være enten alt eller intet og ikke begge dele. 

Det er ikke muligt at alt kan angives som ’noget’ (altså et midtpunkt mellem alt og intet) for i et sådant tilfælde ville det besidde grænsebegreber, og implicere eksistensen af noget som er og ikke er, hvilket også er absurd. Herudover er det endog særdeles svært at se hvordan vi skal kunne tale meningsfuldt om noget der enten er ’alt’ eller ’intet’. 

Såfremt virkeligheden er ’alt’, kan vi udelukkende sige noget om den ud fra sig selv, men vi kan ikke forklare noget med henvisning til sig selv. Såfremt virkeligheden er ’intet’, giver det ingen mening at give den bestemmelser, da sådanne bestemmelser ikke vil sige noget om noget. Vi kan ikke skelne mellem virkeligheden, hvad enten den er alt eller intet, og vi kan med sikkerhed ikke besidde nogen målestok derfor. Derfor bliver det hurtigt, som ovenstående viser, særdeles desillusionerende at søge at begrebsligt afdække virkeligheden uden idéen om fiktionen. 

Ligeså vil et forsøg på at forstå idéen om ’fiktion’ ende i forfløjne absurditeter såfremt det søges forstået uden idéen om det ’virkelige’. Dette er allerede angivet herover i og med at vi angav at vores tænkning om det fiktive implicerede eksistensen af det virkelige, hvilket dog har vist sig tvivlsom, uden på sin side at implicere det fiktive. Således vil snak om fiktion i henhold til ovenstående implicere sin egen eksistens, allerede i vores forståelse af det. Vi er, med andre ord, allerede nødt til at tro på det for at kunne forstå det. At bevise noget ved hjælp af sig selv, er imidlertid ikke tilfredsstillende.

"

Jeg tror jeg havde givet mig nogen tæv, hvis jeg havde mødt mig som bachelor-studerende.

Aarhus og en flødepram

Aarhus, du er sgu sød, men der er noget vi skal snakke om. Da jeg forlod dig i januar var det pludseligt. Det var ikke hundrede procent gennemtænkt og som alle vigtige beslutninger var det ikke resultatet af et logisk ræssonement.

Men plasteret blev hevet af i ét drag, og nu er jeg glad for København. At se dig igen i denne weekend var, well, det er det vi skal snakke om, for jeg er bekymret.

Én ting er din nye, mystiske Olafur Eliason homo-glorie som du har smidt på toppen af Aros. Den er altså ikke køn, men jeg forstår - du vil gerne være kulturby i 2017. Og i den henseende er glorien helt perfekt. 

Men for os som nogen gange synes, at meget af det, der er kunst, er glorificeret fesenhed, er den glorie altså lidt problematisk. At krone kunsten på den måde gør den til Danmarks utvivlsomt største sarkasmehat. Og det tror jeg egentlig ikke var meningen.

Ting nummer to som forvirrer mig er den der sightseeing-bus du har fået. Hop-on hop-off service i en by på størrelse med Aarhus?! Tjaeh, tjoeh, måske er det godt for folk, som ikke kan finde vej.

Det lykkedes mig sgu at rekvirere en brochure for denne fabelagtige bus tour. I den lærte jeg at man kan vælge mellem en city-tour og en castle-tour. Og selvom man kan argumentere for at der en city, komme man slemt i bekneb, når man prøver at finde et slot i Aarhus. 

Marselisborg er altså ikke et slot. Den holder ikke.

Det ville jeg bare lige sige, så vi har rene linjer. 

Jeg vil dog til gengæld gerne oprigtigt komplimentere for at det er lykkedes at få så mange cruiseships til at ankre op i Aarhus. Det er sgu fint. For fanden et flot lifligt forarbejdet metal jeg var nede og kigge på i silende regnvejr søndag.

Men det er jo ikke bare at skibet er så stort. Jeg elsker simpelthen at det er i orden at stå og vinke som en tosse, når skibe sejler. Man behøver ikke engang kende folk! Det er så fint! Og så må man ovenikøbet lade som man ved en fløjtende fis om maritime julelege. #win.

Det var, kan man vel godt tillade sig at sige, lidt af en flødepram.

Jeg glæder mig allerede til at komme til Aarhus igen.

Husk i øvrigt at følge kravn111 på twitter - det gør alle de seje sgu.

Jan(t)eloven.

Bedst som man sidder der, ved en kammerats fjernsyn, drikker en øl og leder efter lejligheder, som man alligevel ikke har råd til, sker det.

Endnu en talentløs, småbuttet, Erann DD-hørende provinsdesigner - lad os kalde hende Jane - beslutter at hun er lænket af janteloven, og tager til udlandet, for at søge lykken. 

For der værdsætter man kunst. Der forstår man hvorfor hendes kjoler af laks, er bomben. Der rynker ingen på næsen af en hat af brocolli. 

Hun kommer til at være en gud blandt dødelige.

Og lad os få det på det rene - jeg håber hun har ret. Jeg synes det er skønt at hun brænder for noget, og jeg vil ikke selv gå i tøj af laks, men for filan, jeg vil ikke engang spise fisk, så jeg er nok bare heller ikke målgruppen.

Men det, der undrer mig. Det der virkelig får mig op af stolen hver gang jeg ser det her, er at jeg har altså aldrig set den der jantelov. Jeg har hørt om den, sandeligt, men set den. Det har jeg endnu ikke.

Derfor tænker jeg, om det måske bare er mig, der sidder med en spirende fornemmelse af at idéen om jantelov, har en social funktion, der er helt anderledes end det, som lige umiddelbart bliver lagt for dagen.

Men først lige to logiske mellemregninger:

1) Den findes. Janteloven altså. Det gør den, om ikke andet fordi vi snakker om den. Vi refererer til den og til tider - som Jane - reagerer vi på den. Noget, der ikke er, kan ikke udøve indflydelse på os. Det tror jeg i hvert fald ikke (selvom jeg ikke lige på stående fod ville satse en sunlolly-is på at jeg kunne bevise det).

2) Alle tankekonstruktioner, begreber og generelt materielt udfordrede ting tjener et formål. Intet ville eksisterer henover en akse af tid, hvis det var ligegyldigt. Tid er det eneste rigtige kvalitetsstempel af idéer, tanker og begreber der findes.

(Vend lige den en gang i baghovedet, hvis du er kamp-atheist)

Godt, så.

Den normale forståelse af janteloven er at det er en social konstruktion, der tilsigter at holde Jane nede, således at hun ikke bliver kulhøgen, og begynder at designe føromtalte kjoler af laks. Det er for at sikre homogeniseringen af en population.

Fint nok. Men når nu hele populationen råber, skriger og interviewer hinanden i TV om hvor meget der er brug for at finde på. Så er det da ærlig talt en lidt sær opførsel.

Kunne det tænkes at det hele måske handlede om at ingen gad have en kjole af laks. At produktet var noget møg, og at folk i virkeligheden prøver at hjælpe med deres ærlighed.

Og hvis du endelig tror så meget på det, så er det da fløjtende fjollet at stoppe sit skæg, bare fordi de bliver lidt lange i bærret.

Der er mange der ikke kan forstå andres visioner. Det gør dem ikke dårlige. Det er faktisk, kunne man argumentere for, deraf behovet for kunst opstår. 

For nogen ting er bare pisse svære at forklare.

Men jeg gider ikke høre Jane pive over at andre holder hende nede. Ikke nikke nej. 

Janteloven er bare noget talentløse mennesker påkalder sig, for at undskylde deres fiaskoer. Og det er noget hø.

Alle har fiaskoer. I hvert fald alle der leger lidt med livet, mens de alligevel tuller rundt og eksisterer. 

Det er ok. Det er fint. Det er der man lærer.

Men at finde på et begreb, så man kan tilskrive andre mennesker dårlige motiver, og undgå at lære af livet, når man har muligheden. Det er sq for povert.

Og det kan vi jo så passende kalde Janeloven.