Det var et forhold, der havde skrantet længe. Min ældre PC og jeg var nået til et sted, hvor vi knap snakkede sammen - og hvis vi gjorde, var det i vendinger, jeg ikke ønsker nedskrevet. Og sådan set alligevel heller ikke kan stave til. Det kunne ikke fortsætte.
Det var jo nok også en fodfejl at gå ind i macbutikken i den situation.
Men nu ejer jeg så en Mac. Og det er skønt. Den skinner og er fin, indmaden er kraftig, og det gør faktisk ikke så meget at jeg har gældsat mig til op over begge ører for, hallo, jeg har jo alligevel knap nok brug for at gå udenfor igen. Jeg har jo en Mac, grooveshark kører og der er kaffe ude i køkkenet, hvor solen skinner og bordpladen er varm der hvor solen skinner på den, på den der sommeragtige måde. Det spiller bare.
Men der er bare stadig nogen alarmklokker der er begyndt at ringe. Det startede i Eplehuset, med ekspedienterne, der til overflod udstrålede den selvsikkerhed, der kommer af at være sælger af et produkt, der sådan set kan sælge sig selv. De var kække, sikre i deres tro på Mac'ens fortrinligheder og ens klædt.
De var, på mange måder, ikke specielt langt for en tøjsælger i den lokale Jack&Jones i en hvilken som helst provins by. Og fred være med det. Men det var altså lidt Damernes Magasin og Hr. Swan-agtigt på matador-måden.
Nå, men pointen er at de gik rundt i ens tøj, ligesom de søde mennesker nede på Nytorv, der i virkeligheden er Scientology, og ikke særligt søde. Måske hvis de nu var lidt flinkere ville nogen fortælle dem at deres stress-test var i stykker, hvilket jo tydeligvis er tilfældet efter som det ikke kan passe at ALLE er stressede.
Det er bare så megasvært at argumentere mod ens t-shirts og skinnende pamfletter.
Jeg tænkte dog ikke mere over det ens tøj, da alarmklokkerne bimlede, som havde nogen bundet en balstyrig munk i rebet. Det var først da folk begyndte at sige 'tillykke' med det, der økonomisk set er en møghamrende uforsvarlige beslutning, at jeg begyndte at være på vagt.
"Tillykke med din mac," ville de sige, og blinke indforstået. "Der venter dig mange gode oplevelser indenfor lyksalighedens mure," var den underforståede besked, som de godt nok ikke sagde, men det betyder jo ikke at de ikke tænkte det.
Nu venter jeg så at se hvordan mit liv bliver, sammen med mine nye mac-venner/brødre i troen. Jeg ved ikke om vi skal dele pamfletter ud, eller blot er påkrævet at sprede det lykkelige budskab, ved hver given lejlighed. Men jeg hælder nok lidt til sidste forslag, for det ville faktisk forklare en hel del drive-by-forelæsninger, som jeg er blevet udsat for om macs og deres fantastiske knapper, programmer, design, effekter, brugervenlighed og alt muligt andet, som folk lige kunne komme på.
Og nu bliver det her indlæg alt for langt - man skal vel ikke regne med at kunne holde på folk i mere end 5 minutter på nettet? Det siger de i hvert fald på Journalisthøjskolen, men det har nu også alle dage været et sted med for meget snak....
Vil lige indskyde at formålet med denne blog er at holde pennen lidt varm, mens jeg er andetsteds optaget. Hvis man vil skrive, så skal man skrive og der er kun én måde at lære det på. By doing.
Hvis der er noget, er det mig der danser om mac-guldkalven ovre i hjørnet.
Kys og klap
Kristian
Det var jo nok også en fodfejl at gå ind i macbutikken i den situation.
Men nu ejer jeg så en Mac. Og det er skønt. Den skinner og er fin, indmaden er kraftig, og det gør faktisk ikke så meget at jeg har gældsat mig til op over begge ører for, hallo, jeg har jo alligevel knap nok brug for at gå udenfor igen. Jeg har jo en Mac, grooveshark kører og der er kaffe ude i køkkenet, hvor solen skinner og bordpladen er varm der hvor solen skinner på den, på den der sommeragtige måde. Det spiller bare.
Men der er bare stadig nogen alarmklokker der er begyndt at ringe. Det startede i Eplehuset, med ekspedienterne, der til overflod udstrålede den selvsikkerhed, der kommer af at være sælger af et produkt, der sådan set kan sælge sig selv. De var kække, sikre i deres tro på Mac'ens fortrinligheder og ens klædt.
De var, på mange måder, ikke specielt langt for en tøjsælger i den lokale Jack&Jones i en hvilken som helst provins by. Og fred være med det. Men det var altså lidt Damernes Magasin og Hr. Swan-agtigt på matador-måden.
Nå, men pointen er at de gik rundt i ens tøj, ligesom de søde mennesker nede på Nytorv, der i virkeligheden er Scientology, og ikke særligt søde. Måske hvis de nu var lidt flinkere ville nogen fortælle dem at deres stress-test var i stykker, hvilket jo tydeligvis er tilfældet efter som det ikke kan passe at ALLE er stressede.
Det er bare så megasvært at argumentere mod ens t-shirts og skinnende pamfletter.
Jeg tænkte dog ikke mere over det ens tøj, da alarmklokkerne bimlede, som havde nogen bundet en balstyrig munk i rebet. Det var først da folk begyndte at sige 'tillykke' med det, der økonomisk set er en møghamrende uforsvarlige beslutning, at jeg begyndte at være på vagt.
"Tillykke med din mac," ville de sige, og blinke indforstået. "Der venter dig mange gode oplevelser indenfor lyksalighedens mure," var den underforståede besked, som de godt nok ikke sagde, men det betyder jo ikke at de ikke tænkte det.
Nu venter jeg så at se hvordan mit liv bliver, sammen med mine nye mac-venner/brødre i troen. Jeg ved ikke om vi skal dele pamfletter ud, eller blot er påkrævet at sprede det lykkelige budskab, ved hver given lejlighed. Men jeg hælder nok lidt til sidste forslag, for det ville faktisk forklare en hel del drive-by-forelæsninger, som jeg er blevet udsat for om macs og deres fantastiske knapper, programmer, design, effekter, brugervenlighed og alt muligt andet, som folk lige kunne komme på.
Og nu bliver det her indlæg alt for langt - man skal vel ikke regne med at kunne holde på folk i mere end 5 minutter på nettet? Det siger de i hvert fald på Journalisthøjskolen, men det har nu også alle dage været et sted med for meget snak....
Vil lige indskyde at formålet med denne blog er at holde pennen lidt varm, mens jeg er andetsteds optaget. Hvis man vil skrive, så skal man skrive og der er kun én måde at lære det på. By doing.
Hvis der er noget, er det mig der danser om mac-guldkalven ovre i hjørnet.
Kys og klap
Kristian
Ingen kommentarer:
Send en kommentar