Jeg er blevet fortalt en historie. Den handler om en mand, der godt kunne lide at skrive historier. Han skrev børnehistorier, om alt sjove, som de fleste voksne har glemt at tage seriøst. En af hans historier handler om en myg. En myg som har et ni-til-fire job. En myg som pendler på arbejde og hver aften kommer træt hjem til sin mygge-kone og sine mygge-børn, hvorefter de mygge-hygger og spille mygge-spil. Alt var godt i myggeland.
Det var det bare ikke hjemme hos forfatteren, der blev stormet med breve om at det altså kun var hun-myg, der stak, og derfor totalt urealistisk. Og da slet ikke noget at fortælle børn.
Nu bliver jeg sjældent kaldt Sherlock af mine nærmeste, men stik mig da lige tobak for en skilling om ikke også det er de færreste myg der pendler, har kernefamilier og fast ni-til-fire arbejde.
Det kom der bare ikke en henvendelse om. Ikke én eneste. Og det er da faktisk lidt sært.
Men det er åbenbart ikke enden af linien, for i litteraturen opdagede jeg fire lignende paradoksale fænomener:
The Paradox of Fictional Emotion
Hvorfor bliver vi følelsesmæssigt påvirket af fiktionen, når vi godt ved at den er falsk. Det er jo altså ikke sådan at vi bliver påvirket af de historier vi hører fra en bekendt, som vi ved lyver.
The Paradox of Reappearing Suspense
Hvorfor er det, at det også er trist syvende gang vi ser Bambis mor dø. Hvorfor er det at vi føler med Hamlet i hans prøvelser både anden og tredje gang vi ser den virkelig lange filmudgave?!
The Paradox of Tragedy
Og nu er ved det, hvorfor er det så at vi ser ting, der fremkalder følelser som sorg og frygt i os. Der er et kæmpe marked for den slags. Selvom vi som oftest prøver at undgå den slags i virkeligheden.
The Paradox of Partial Suspension of Disbelief
Det er så den med myggen. Vi er villige til at suspendere fra en del af virkeligheden, men ikke fuldstændig. Vi brokker os ikke over at biler eksploderer ved den mindste skramme i aktion-film. Men de skal sq ikke prøve at bilde os ind at der kan være 3000 skud i magasinet. Vi er da klogere end det.
Bonus-info, som i får fordi jeg kan: paradokset er afledt ad Samuel Taylor Coleridges Suspension of Disbelief-begreb, der blev introduceret i Bibliographia Literaria i 1817.
Og når jeg så tænker over det, så bliver hele det der fiktions-fikumdik altså noget sært noget.
Men det er jo så lige meget, når det er så godt!
Det var det bare ikke hjemme hos forfatteren, der blev stormet med breve om at det altså kun var hun-myg, der stak, og derfor totalt urealistisk. Og da slet ikke noget at fortælle børn.
Nu bliver jeg sjældent kaldt Sherlock af mine nærmeste, men stik mig da lige tobak for en skilling om ikke også det er de færreste myg der pendler, har kernefamilier og fast ni-til-fire arbejde.
Det kom der bare ikke en henvendelse om. Ikke én eneste. Og det er da faktisk lidt sært.
Men det er åbenbart ikke enden af linien, for i litteraturen opdagede jeg fire lignende paradoksale fænomener:
The Paradox of Fictional Emotion
Hvorfor bliver vi følelsesmæssigt påvirket af fiktionen, når vi godt ved at den er falsk. Det er jo altså ikke sådan at vi bliver påvirket af de historier vi hører fra en bekendt, som vi ved lyver.
The Paradox of Reappearing Suspense
Hvorfor er det, at det også er trist syvende gang vi ser Bambis mor dø. Hvorfor er det at vi føler med Hamlet i hans prøvelser både anden og tredje gang vi ser den virkelig lange filmudgave?!
The Paradox of Tragedy
Og nu er ved det, hvorfor er det så at vi ser ting, der fremkalder følelser som sorg og frygt i os. Der er et kæmpe marked for den slags. Selvom vi som oftest prøver at undgå den slags i virkeligheden.
The Paradox of Partial Suspension of Disbelief
Det er så den med myggen. Vi er villige til at suspendere fra en del af virkeligheden, men ikke fuldstændig. Vi brokker os ikke over at biler eksploderer ved den mindste skramme i aktion-film. Men de skal sq ikke prøve at bilde os ind at der kan være 3000 skud i magasinet. Vi er da klogere end det.
Bonus-info, som i får fordi jeg kan: paradokset er afledt ad Samuel Taylor Coleridges Suspension of Disbelief-begreb, der blev introduceret i Bibliographia Literaria i 1817.
Og når jeg så tænker over det, så bliver hele det der fiktions-fikumdik altså noget sært noget.
Men det er jo så lige meget, når det er så godt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar