Om utaknemmelighed

En af mine meget gode venner skrev i dag på Facebook:

"Kan man tvinge voksne mennesker til at indse hvor mærkelig verden er når vi i løbet af én måned bruger 5.000.000.000 kr på gaver, som vi på mirakuløs måde nok kunne leve uden, og andre kunne overleve af at få? Har lyst til at ruske i samtlige mennesker på gågaden, men tror ikke det er den konstruktive måde at forklare det på..."

Det vakte en vis ræsonnans på hendes væg - både i form af likes og kommentarer. Og jeg forstår det godt, jeg gider virkelig heller ikke det her gennemkommercielle juletrafaldera. 

Eller okay, jeg er nede med julefrokoster, glögg og muligheden for at lufte mit misteltensbæltespænde. Gaverne, tænker jeg bare, de er sådan lidt meget. Dels har jeg ikke råd, dels kan jeg ikke finde på noget og så spiller det selvfølgelig også ind, at de mennesker jeg holder meget af, ikke mangler noget. Det er virkelig et luksusproblem.

Men der hvor guirlanden virkelig falder af træet, er der hvor julen bliver en fest for utaknemmelighed. 

Det er ikke dem, der bliver sure over ikke at få en iPhone 4s jeg tænker på. Det er ikke de, der ikke kan få fri, jeg mener. 

Det er dem, der skal hive hele julen ned i sølet, ved at stå og prædike om hvordan det hele er kommercielt og om hvordan de penge vi bruger i julen kunne gøre uendeligt mere gavn i Afrika.

Og det er ikke fordi jeg ikke er enig. Jeg er helt enig. Jeg har ikke brug for mere. Jeg er okay, selvom jeg intet problem havde med at skrive en ønskeliste.

Men den forståelse af medmenneskelighed der lægger i den tilgang til at hjælpe andre, vender jeg mig i allerhøjeste grad.

Jeg finder den middelalderlig og ussel. 

Hvorfor skal det at hjælpe andre hænge sammen med en form for selvnægtelse på påtagelse af skyld? Er det virkelig vores kristne-arv, der vejer så tungt, eller har vi med noget helt andet at gøre?

Hvis man vil gøre en forskel, skal det ikke ske ved at springe et par fester over. Så skal det ske ved at man kigger indad og spørger sig selv; hvor meget har jeg, og hvor meget af det har jeg egentlig brug for?

Og så overser hele denne diskussion jo så i øvrigt også en anden væsentlig pointe. De ting vi har, er ikke dumpet ned fra himlen. Mange har givet, og giver stadig, meget for at vi kan have det godt. At brokke sig over det finder jeg ærlig talt respektløst.

“I must study politics and war, that my sons may have the liberty to study mathematics and philosophy, natural history and naval architecture, in order to give their children a right to study painting, poetry, music, architecture, tapestry, and porcelain.”

- John Adams (USA's 2. præsident)

Og hvorfor så det citat? Fordi min ven, der skrev indlægget på facebook, har studeret skuespil på statens regning i flere år. 

Når man har fået så meget, skal man ikke ud og ruske i andre på gågaden. Så skal man huske hvor man 
er, hvad man er - og mest af alt, hvad man skylder.


Følg @kravn111 på Twitter. Det bliver du glad for.