Tror vi selv på det?

Tror vi selv på det?

De danske nyhedsmedier er fulde af nyheder om at nogle, primært amerikanere, synes vi gør noget rigtigt i den måde vi driver et samfund på. Det er selvfølgelig dejligt, men jeg kan ikke lade være med at få den ide, når jeg følger resten af nyhedsstrømmen, at vi ikke længere selv tror på vores Danmark.

Enten er vi enormt selvfede, eller også ligger historiens værdi i at vi er lidt overraskede over den positive omtale. Det er som om at vi skammer os lidt over at være danske og på den baggrund luner den positive omtale selvfølgelig endnu mere. Ligesom mad smager bedre, når man er sulten.

Diskussionen får mig til at tænke, om vi har mistet en dansk fortælling, der kan favne flertallet. Jeg tænker på, at når nogen er dansk, eller bryster sig af at være det, er det som regel højre-drejede partier, som ikke alle socialklasser kan genkende sig selv i.

Er det dit Danmark, der kommer til udtryk når DF mistænkeliggør adskillige hundrede mennesker i tåbelige annoncer i dagbladene? Er det dit Danmark når vi fører krig i fjerne lande?

Jeg må nok melde mig ud; det er ikke mit og jeg tror ikke jeg er alene. Jeg aner ikke hvad mit Danmark er, eller hvad vi skulle med mit/vores Danmark, hvis det fandtes.

Jeg mangler en fortælling om mit land, som jeg kan bruge til noget. Det er måske derfor, der er sådan en fascination, når andre snakker positivt om os. Men en fortælling om os selv, der tager udgangspunkt i hvor gode andre synes vi er, kan aldrig blive andet end en hvilepude.

Vi kan meget. Men vi skal snakke om hvad vi vil. På et lidt højere plan end skolereformer, selskabsskat og Netflix.


Ses vi på Twitter?
Follow @MagisterRavn