Jan(t)eloven.

Bedst som man sidder der, ved en kammerats fjernsyn, drikker en øl og leder efter lejligheder, som man alligevel ikke har råd til, sker det.

Endnu en talentløs, småbuttet, Erann DD-hørende provinsdesigner - lad os kalde hende Jane - beslutter at hun er lænket af janteloven, og tager til udlandet, for at søge lykken. 

For der værdsætter man kunst. Der forstår man hvorfor hendes kjoler af laks, er bomben. Der rynker ingen på næsen af en hat af brocolli. 

Hun kommer til at være en gud blandt dødelige.

Og lad os få det på det rene - jeg håber hun har ret. Jeg synes det er skønt at hun brænder for noget, og jeg vil ikke selv gå i tøj af laks, men for filan, jeg vil ikke engang spise fisk, så jeg er nok bare heller ikke målgruppen.

Men det, der undrer mig. Det der virkelig får mig op af stolen hver gang jeg ser det her, er at jeg har altså aldrig set den der jantelov. Jeg har hørt om den, sandeligt, men set den. Det har jeg endnu ikke.

Derfor tænker jeg, om det måske bare er mig, der sidder med en spirende fornemmelse af at idéen om jantelov, har en social funktion, der er helt anderledes end det, som lige umiddelbart bliver lagt for dagen.

Men først lige to logiske mellemregninger:

1) Den findes. Janteloven altså. Det gør den, om ikke andet fordi vi snakker om den. Vi refererer til den og til tider - som Jane - reagerer vi på den. Noget, der ikke er, kan ikke udøve indflydelse på os. Det tror jeg i hvert fald ikke (selvom jeg ikke lige på stående fod ville satse en sunlolly-is på at jeg kunne bevise det).

2) Alle tankekonstruktioner, begreber og generelt materielt udfordrede ting tjener et formål. Intet ville eksisterer henover en akse af tid, hvis det var ligegyldigt. Tid er det eneste rigtige kvalitetsstempel af idéer, tanker og begreber der findes.

(Vend lige den en gang i baghovedet, hvis du er kamp-atheist)

Godt, så.

Den normale forståelse af janteloven er at det er en social konstruktion, der tilsigter at holde Jane nede, således at hun ikke bliver kulhøgen, og begynder at designe føromtalte kjoler af laks. Det er for at sikre homogeniseringen af en population.

Fint nok. Men når nu hele populationen råber, skriger og interviewer hinanden i TV om hvor meget der er brug for at finde på. Så er det da ærlig talt en lidt sær opførsel.

Kunne det tænkes at det hele måske handlede om at ingen gad have en kjole af laks. At produktet var noget møg, og at folk i virkeligheden prøver at hjælpe med deres ærlighed.

Og hvis du endelig tror så meget på det, så er det da fløjtende fjollet at stoppe sit skæg, bare fordi de bliver lidt lange i bærret.

Der er mange der ikke kan forstå andres visioner. Det gør dem ikke dårlige. Det er faktisk, kunne man argumentere for, deraf behovet for kunst opstår. 

For nogen ting er bare pisse svære at forklare.

Men jeg gider ikke høre Jane pive over at andre holder hende nede. Ikke nikke nej. 

Janteloven er bare noget talentløse mennesker påkalder sig, for at undskylde deres fiaskoer. Og det er noget hø.

Alle har fiaskoer. I hvert fald alle der leger lidt med livet, mens de alligevel tuller rundt og eksisterer. 

Det er ok. Det er fint. Det er der man lærer.

Men at finde på et begreb, så man kan tilskrive andre mennesker dårlige motiver, og undgå at lære af livet, når man har muligheden. Det er sq for povert.

Og det kan vi jo så passende kalde Janeloven.