Der er bøger. Der er gode bøger, og så er der de bøger som er så gode, så levende og vedkommende, at de ændrer liv.
For mig, der i perioder er en intensiv læser, har der været flere. Jeg har nydt Andre Gidés The counterfeiters, og jeg var blændende underholdt af Carsten Jensens, Vi, de druknede. Jeg nød Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed, men derfor blev den aldrig helt så gennemført og maskulint-intellektuel som Alexander Solsjenitsyns I den første kreds.
Men det laver bare ikke om på, at de muntreste tanker, den mest spurtende, farverige og legesyge fortælling er, og bliver The hitchhikers guide to the galaxy. Navnet på denne blog er også direkte inspireret deraf.
Det jeg ville var at antyde en munter sandhed* om panik, og ikke panik. U-panik, om man vil.
Jeg har et billede på min væg. På det er der to flodheste, og det ser ud som herunder:
Det billede, blev afsættet for forfatteren Douglas Adams, da han slog ind på den livsstil, der gjorde ham til den blændende forfatter han var.
Den muntre historier er at Douglas sidder med kammeraten Michael ‘Nez’ Nesmith, der er semi-kendt for at være den seje texaner i The Monkees, (og hvis mor opfandt slettelakken), på en veranda i Santa Fe, da han pludselig snakker om ovenstående tegning, der mere end noget andet, lod ham omfavne det surrealistiske, og tage springet ud i munterheden. Lod ham omfavne panikken as it were.
Og til begges overraskelse, havde præcis den samme tegneserie inspireret Nez, til at stole på sig selv, når nu det hele alligevel ikke rigtig gav mening.
Den fulde historie kan læses i Nick Webb’s Douglas Adams Biografi Wish you were here.
Det kan selvfølgelig også bare være et tilfælde at begge havde set den, og huskede den senere i livet, efter så mange år, oplevelser og andre tegneserier. Men jeg tror det fører til panik, at anlægge den vinkel.
Følg i øvrigt kravn111 på Twitter, så er du køn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar